Der er meget ballade hernede i øjeblikket, men Irak er slet ikke så slem som sit rygte. I hvert fald ikke her i Kurdistan, hvor jeg befinder mig lige nu. Folk omkring mig har pisket en stemning op om, at jeg mere eller mindre var blevet småtosset over at jeg kunne finde på at tage herned i denne tid. Men jeg har kun mødt venlige og søde mennesker i en meget varm by. At der så er skarpladt pistol i lejligheden og med i bilen, når vi kører er bare en naturlighed.
Nu har tilbragt snart et døgn her i Sulaymaniyah og haft fornøjelsen af at møde mange spændende mennesker. Dels i det mediehus, jeg hjælper i øjeblikket og dels min vært i den lejlighed, hvor jeg har fået et værelse. Han hedder Mustafa og er en kurder der flyttede hjem sidste år efter 17 år i Danmark. Så han taler dansk og har i øvrigt en fantastisk humor. Han fortalte mig, at han skriver skarpe kritiske indlæg på en hjemmeside, og det er en af grundene til at han er bevæbnet. I lejligheden ligger en skarpladt pistol og peger på fordøren. Pistolen har han med i bilen, når han kører nogen steder og med et bredt smil fortæller han mig, at han også har et maskingevær. Han forklarer, at det bare er nødvendigt, når han er så åbenmundet. Af en eller anden grund rører det mig ikke.
Her til aften har han besøg af to kurdiske venner. Den ene bor i Farum og taler derfor også dansk, mens den anden er en kendt kurdisk TV-journalist. De sidder i køkkenet med salte nødder, oliven og … ja, kolde øl. Så fanatiske muslimer er jo nok ikke.
Pludselig bryder de ud i sang, og lader mig optage det. Du kan høre det i RadioVagabond Podcast #01, der snart dukker op her på siden.
Det var utroligt hyggeligt. Vi sad alle fire med brede smil – og pistolen liggende på en stol i baggrunden.
