TEXAS:
Yeehaw fra mit første rodeo

10. juli 2021

Hvis du nogensinde har overvejet, hvordan det mon er at være rodeo-cowboy, og kunne tænke dig at få en original kulturel Texas-oplevelse, så tag med til Tejas Rodeo lidt udenfor San Antonio.
Jeg var heldig at få taget et kig bag kulisserne og få en snak med den legendariske tyre-ridende cowboy, Yancey James.

LA’ OS TA’ TIL TEJAS RODEO

Mens jeg var i gang med at gøre mig klar til at forlade mit ”housesit” i Lockhart syd for Austin, var der en ting, jeg bare blev nødt til at opleve, mens jeg var i Texas. Så jeg fodrede kattene og kørte mod San Antonio. Efter at have tilbragt det meste af dagen i byen, hvor jeg oplevede The Alamo og den centrale bydel, inden jeg kørte lidt nord for byen for at opleve noget, der er en stor del af kulturen her i denne stat.

Jeg var så heldig, at jeg var blevet inviteret backstage for at se hele denne event meget tæt på, og få en snak med stifteren af Tejas Rodeo, Yancey James. Han havde lovet mig at lære mig en masse om denne sport – for det er en sport. Der er endda et verdensmesterskab hvert år. Yancey forklarer:

“De tager de 15 bedste cowboys i verden og de konkurrer ti dage i træk og til sidst kåres en verdensmester”.

Han fortalte videre, at jeg endda ville komme til at se nogle af disse 15 cowboys denne aften.

YEE-HAW! IT’S RODEO TIME. 

Det er meget specielt at være bag kulisserne. Jeg kan se arenaen foran mig og tilskuerpladserne bag den. Ved siden af mig er der båse med 10-15 kalve, som skal fanges med lasso senere på aftenen. I en anden bås er der en flok får, som skal bruges, når børn skal i arenaen og se, hvor lang tid de kan holde sig på den uldne ryg.

Bag ved det hele er der nogle unge piger, der rider rundt og opvarmer både sig selv og de heste, de skal i arenaen på lidt senere, når der skal rides om tønder på tid.

I hele backstage-området er der en summen af liv med biler, campingvogne, og cowboys med typiske hatte og store bæltespænder – ganske som det skal være. Og så er der en spændt stemning på at det hele skal til at starte.

Naturligvis er der også en bås med tyre. De skraber og fnyser og ligner ikke dyr, jeg har lyst til at komme for tæt på.

Yancey fortæller, at han og en god ven startede Tejas Rodeo i 2006, og at det gennem årene har udviklet sig til et sted, hvor der sker en masse. Udover det store ugentlige rodeo-show hver lørdag (i sæsonen) byder de på mange andre ting. Der er ride-lektioner, festlokaler og meget andet.

Det ligger en kort køretur fra San Antonio og alligevel så langt udenfor, at man føler, at man er lidt ude på landet.

Dørene åbnes kl. 17.30 og så er der adgang til området med forskellige boder, forlystelser (ja, naturligvis er der en mekanisk tyr) og restauranter, hvor barbecue er en stor ting.

RODEO STARTER MED ET BRAG

Og så starter det hele med et brag kl. 19.30. Arenaen bliver fyldt med heste og ryttere med flag, badet i lys og med et jublende publikum i baggrunden. I baggrunden kan man høre en trompet, der blæser en typisk fanfare, der antyder, at nu sker der noget spændende.

ALLE REJSER SIG TIL NATIONALSANGEN

Hvis du nogensinde har været i USA, så vil du vide, at man ikke kan komme til et arrangement uden, at nationalsangen synges. Det er ikke som os kun ved landskampe. Så alle rejser sig – og det er samtidig med til at sætte stemningen, mens en tilkaldt sanger synger the Star-Spangled Banner.

Og så starter det hele. En af de første events er den de kalder Running of the Barrels – eller “Barrel Racing”. Det er normalt unge kvinder, der deltager, hvor en hest og en rytter forsøger at ride hurtigst muligt gennem en bane rundt omkring opstillede tønder.

Bull riding

Og så er der (naturligvis) den ikoniske tyre-ridning “Bull Riding”, hvor en cowboy skal forsøge at holde sig på tyren i otte sekunder, mens den vilde tyr gør alt hvad den kan for at smide ham af. Denne del bliver ofte kaldt de otte farligste sekunder i nogen sport”. For at få gode point af dommerne skal han holde sig på tyren i otte sekunder og med den ene hånd holde fast i et reb, der er fastspændt til tyrens forben. Den anden hånd skal være oppe i luften – ikke kun for balance, men det er heller ikke tilladt at røre hverken tyren eller sig selv med den hånd. Gør man det får man nul point. De får flere points jo vildere tyren er. Hvis du aldrig har set det, så tag et kig på denne video.

HVEM ER YANCEY JAMES

Yancey har haft noget at gøre med rodeoer hele sit liv, og har nogle interessante historier om sit liv som professionel rodeo-cowboy.

Når jeg spørger, om han har fået skader siger han tørt, at hvis man rider tyre, så får man skader.

”Jeg har fået tre knæoperationer, to operationer i mine arme – og så har jeg brækket næsen fire gange”

På et tidspunkt var det nok. Et liv som omrejsende cowboy, der altid var på farten, var ikke foreneligt med et liv som familiefar.

Efter et liv som professionel tyreridende cowboy i rodeoer, slog han sig ned i San Antonio og blev medejer af Tejas Rodeo Company. Sammen med sin partner Trey Martin har han haft et rodeoshow hver lørdag (fra marts til november) siden 2006.

ET ARBEJDE SOM RODEO COWBOY

”Man skal huske på, at det er et arbejde disse cowboys og cowgirls. Det er sådan de tjener penge til husleje og alle andre faste udgifter. De rejser rundt i USA, Canada og Mexico og skal gerne deltage i 4-5 rodeo-shows om ugen. De er ikke ligesom professionelle fodboldspillere, der også får en løn, så hvis ikke de vinder tjener de ingenting. De er altid på farten og kommer hertil for at vinde”.

MERE OM TYRERIDNING

Han fortæller mig mere om tyreridning, at det starter med en lodtrækning. Hvem får hvilken tyr og hvor vild er den. På den ene side skal det ikke være den vildeste, men på den anden side, så er det måske den, der kan give den gode point. Som jeg nævnte før, så er det de tyre, der ”bukker” mest og snurrer mest rundt, og gør det mest svært at være en tyreridende cowboy.

Yancey fortæller, at der også er superstjerner, når det kommer til tyre. Der er en tyr, der hedder Perfect Storm, som tager en hel sejrsrunde i arenaen, når den har smidt en cowboy af – for at fremhæve, hvor stor og stærk han er.

Det er meget tydligt, at dyrene elsker at være med. Og det samme gælder hestene. Ifølge Yancey har de unger piger i Barrel Racing et meget tæt forhold til deres heste.

”Disse cowgirls er partnere med deres heste. De kommer sammen og lærer, hvad der skal til for at få succes”.

Det er lidt af et lille samfund, og man mærker, at der er et sammenhold og et tæt venskab mellem de forskellige atleter – selvom de er konkurrenter.

ÉN FOR BØRNENE

Yancey fortæller med stolthed at hans datter på 10 år deltager i barrel race konkurrencen. Men der er også en konkurrence for endnu yngre børn fra publikum. Her bliver de godt polstret med hjelm og knæ- og albuebeskyttere og placeret på et får, der løber rundt i arenaen. De holder fast i ulden og ganske som, når de voksne kommer på ryggen af en tyr, skal de holde sig længst mulig på det.

Jeg fik en snak med aftenens vinder, den 7-årige Evan. Da jeg spurgte om han ikke var bange, sagde han ”lidt, lige da jeg skulle til at gøre det. Jeg synes, det gik okay, men faldt af ret hurtigt”. Evan stillede stolt op til fotografering med sin præmie.

FANGER EN KALV MED EN LASSO

En anden spændende konkurrence er den, de kalder “Calf Roping”. Her er målet for en cowboy på en hest at fange en kalv med sin lasso, springe af hesten, løbe hen til kalven, vippe den op på siden og binde tre af dens ben sammen. Naturligvis på tid. Og for de fleste går der ikke mange sekunder.

”Roping er en af de ældste rodeo-discipliner. Det er noget der startede på rigtige ranches, når de skulle fange kalve for at give dem deres medicin”.

Det kan se voldsomt ud, men Yancey fortæller, at de gør meget for at passe på dyrene – og siden de startede i 2006, har de ikke haft nogen skader.

NOGET FOR DE SULTNE

De har et rigtig godt bøfhus på stedet, hvor de serverer store steaks og naturligvis barbecue. De er også værter for en fest med line-dance efter deres lørdags-rodeo. Yancey siger, at der sker en masse, og at det samtidig ”er billigere end en biografbillet”. Billetterne koster $20 for voksne og $10 for børn.

RODEO TIL OL?

Efter en fantastisk aften og en god snak med Yancey James, kan jeg ikke lade være med at tænke, om det mon er noget, der bliver del af det olympiske program på et tidspunkt. For det er uden tvivl dygtige sportsudøvere, der deltager.

Kæmpe tak til Yancey og resten af holdet bag Tejas Rodeo Company, for at have givet mig en spændende lørdag aften. Hvis du nogen synde er i San Antonio i Texas, skal du sørge for at kigge forbi Tejas Rodeo en lørdag aften.

NEXT STOP MEXICO

Det var den sidste episode fra Texas og også fra USA. I næste uge tager vi hul på Mexico.

Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.

JEG VIL GERNE HØRE FRA DIG

Fortæl mig hvor er du, og hvad du laver lige nu, mens du lytter til denne episode. Du kan enten sende mig en email på lytter@radiovagabond.dk eller udfylde formularen her på Radiovagabond.dk.
Eller sende en stemmebesked ved at klikke på banneret herunder.

Uanset hvad du gør, vil jeg meget gerne høre fra dig. Det er altid sjovt at høre, hvem der sidder ude på den anden side af højttaleren.

DEL MED EN VEN

Har du en ven, der også er interesseret i at rejse og få inspiration til at komme ud og opleve verden? Så del denne episode. Send en besked eller ta’ telefonen og fortæl om den. Du kan også bare klikke på en af de farvestrålende knapper herunder.

SPONSOR

Som altid tak til min sponsor, Hotels25.dk. Det er et sted, du altid kan finde de bedste priser på overnatning rundt omkring i verden. Og det er garanteret den bedste pris.

RADIOGURU

Radiovagabond er produceret af RadioGuru, som også kan hjælpe dig med at starte din egen podcast.