Zdravo!
I den seneste episode af Radiovagabond, var jeg i Prizren Kosovo. Herfra tog jeg en 300 km bustur vestpå til min næste destination, Montenegro.
Det er et land, jeg ikke har besøgt før, og denne bustur tog mig tilbage gennem Albanien, som grænser op til dette lille, men smukke land. Inden jeg går i detaljer med denne del af min tur, vil jeg nævne, at det at rejse med bus gennem Balkan-landene er en god måde at komme fra sted til den i denne region. Afstandene er ikke så store og denne bus var ganske fin. Og det bedste er, at det samtidig er billigt.
FALDER FOR MONTENEGRO
Jeg havde planlagt to stop i Montenegro. Det første var Ulcinj, en lille by på den sydvestlige kyst og derefter Kotor, som er berømt for sin middelalderlige atmosfære.
I Ulcinj havde jeg booket en Airbnb, der havde navnet ‘New Cozy Apartment with Perfect Sea View’ og den levede helt sikkert op til sit navn. Den havde en helt fantastisk udsigt, som du kan se herunder.
Min vært, Marko er en 24-årig fyr, der studerer ved University of Tourism and Hospitality. Han måtte havde lært noget, for han gjorde noget ekstra, som ikke var forventet: Han sendte sin far til busstationen for at hente mig. Han skal nok klare sig godt i turistindustrien.
MERE OM ULCINJ
Ulcinj har en befolkning på bare lidt mere end 10.000 mennesker, hvor de fleste er albanere. Det er derfor også den albanske ”hovedstad” i Montenegro. Det er en af de ældste bosættelser langs Adriaterhavskysten og blev grundlagt i det 5. århundrede før Kristi fødsel. Det har været en del af Romerriget, i middelalderen var det under sydslavisk styre i et par århundreder og det har også været en del af Republikken Venedig og det osmanniske imperium. Så, som du sikkert kan forestille dig, er dette sted der bare er fuld af historie.
I dag er det en populær turistdestination, dels på grund af deres lange strand (som de sjovt nok kalder Long Beach), men også Lake Šas, øen Ada Bojana og for deres 2000-år gamle Ulcinj Castle. Og det var præcis der, jeg var på vej hen, så snart, jeg havde parkeret min rygsæk hos Marko.
RART AT VIDE OM MONTENEGRO
Inden jeg fortsætter min fortælling om mine oplevelser i Montenegro, vil jeg lige dele et par detaljer om dette smukke land. Det er som nævnt på Adriaterhavskysten i det sydøstlige Europa og er som nævnt et meget lille land. Der bor kun 622.000 mennesker og det er kun 14.000 km2 i størrelse. Jeg er med andre ord i et land, der er mindre end Danmark. Til gængæld har de mange flere bjerge, end vi har, de har smukke strande og Middelhavs-klima med milde vintre og en lang, varm og tør sommer. Og bevæger du dig op i bjergene, kan du stå på ski.
ULCINJ SLOT OG DEN GAMLE BY
At besøge Ulcinj Slot eller ”Kalaja”, som de kalder det, er en stor oplevelse. Området bag slotsmurene er samtidig også Ulcinj Gamle By, og det hele er bygget på en lille halvø i Adriaterhavet. Resten af byen, som ligger udenfor slottets mure, er mere moderne.
Ulcinjs Gamle By har noget af den ældste arkitektur ved Adriaterhavet, og der er dem, der siger, at slottet ligner et skib, der er gået på grund. Det er en oplevelse at gå rundt i de smalle gader med små to- og tre-etagers stenhuse. Hele området er betragtet som et af de mest specielle områder med middelalder arkitektur i Montenegro.
Jeg afslutter en spændende dag, sidder jeg på en lille restaurant med et glas vin i den gamle by og kigger på solen, der forsvinder ned i Adriaterhavet. Livet er skønt.
HAR DU HØRT?
Hvis du kan lide denne episode, bør du også lytte til mit besøg til Langkawi, Malaysia
ET PAR OVERRASKENDE FAKTA OM MONTENEGRO
- Selvom landet er kendt som en smuk sommerdestination med smukke strande, har landet fået sit navn fra de sorte bjerge. På italiensk betyder ’monte’ bjerge og ’negro’ sort. Så Montenegro er altså landet med de sorte bjerge.
- Apropos strande, så har Montenegro 117 af dem langs deres 293 km kystlinje, og der er lidt af hvert. Du finder både lange hvide sandstrande, små gemte strande, strande med klipper og dem med lyserøde småsten.
- Montenegrinere er meget afslappede og tager ikke livet særlig alvorligt. Faktisk har de deres egne 10 Bud, de lever efter. Blandt dem er ”Elsk din seng som du elsker dig selv”, ”Hvis du ser en mand slappe af, så hjælp ham” og ”Hvis du får lyst til at arbejde, så sæt dig ned og vent til følelsen går over”.
- Hvis du er James Bond fan, så husker du måske scener fra Casino Royal, hvor Bond og Vesper Lynd nød champagne på et tog gennem landet, hvordan de spillede på Hotel Splendids kasino og kom til hægterne på et hospital ved en smuk kystlinje. Disse scener satte for alvor Montenegro på verdenskortet og tusindevis af turister valfartede til landet. Men jeg har lidt skuffende nyheder… intet af det var filmet i Montenegro. Ikke et sekund. Montenegros jernbane serverer ikke champagne, kasino-scenerne er optaget i Tjekkiet og hospitalet ligger i Italien. Men det betyder ikke, at dette lille land ikke er et af de smukkeste steder, jeg har været i.
- Nu vi snakker om film, så er der rent faktisk optaget en film her i 1988. Filmen The Dark Side of the Sun, som var Bratt Pitts første hovedrolle, var filmet i Kotor i Montenegro. Han fik en ”fyrstelig” hyre på 1.523 dollars for syv ugers arbejde. Selvom han ikke fik så meget for rollen, så må han have haft en god oplevelse, for han tog sin daværende hustru, Angelina Jolie med på besøg for at vise hende det smukke land i 2010.
PÅ VEJ TIL KOTOR
Kotor var faktisk præcis, hvor jeg var på vej hen efter to skønne dage i Uljinj. Jeg hoppede på endnu en bus mod nord langs med den smukke kystlinje, og da jeg ankom, kunne jeg ikke vente med at komme ud og udforske Kotor. Men en overraskelse ventede på mig, da jeg ankom til det vandrehjem, jeg havde booket. Jeg havde overset noget, der stod med små bogstaver på hjemmesiden. Hvem læser den slags?
Da jeg stod i receptionen, fik jeg at vide, at jeg ikke var velkommen, fordi jeg var for gammel…!!! Ifølge deres politik skal man være mellem 18 og 40 og det værste var, at de ikke engang kiggede på mit pas for at se min alder.
Jeg var lidt knust over, at jeg ikke længere kan gå for en person på 40, gik jeg slukøret ned til et andet vandrehjem – et vandrehjem for ’gamle mennesker’. Det var dog et plaster på såret at tænke på, at Bratt Pitt faktisk er et år ældre end mig og derfor heller ikke kunne bo her. Ikke at han kunne finde på det.
På det nye vandrehjem forklarede jeg, hvad der var sket, grinede receptionisten og sagde ”vi er bedøvende ligeglad med din alder!”.
Jeg var faktisk ikke den eneste over 40, der var fornærmet over deres politik. På det nye vandrehjem mødte jeg en 70-årig, som var sur over, at de sagde, at han var for gammel. Han fortalte at han havde været i en lang diskussion med den unge mand i receptionen og udfordret ham til at se, hvem af dem, der først kunne komme op på en bakketop i byen. ”Hvis jeg kommer først, giver du mig lov til at bo her”. Han bed dog ikke på krogen, og som mig måtte han (som mig) gå ned til det andet sted med skrammer i stoltheden.
SIKKE DOG EN HYGGELIG LILLE BY
Da jeg havde tjekket ind her i den gamle bydel i Kotor, var jeg klar til at udforske byen med smalle brostensbelagte gader uden biler og meget gamle huse. Jeg besluttede mig for at tage en lille pause på en café overfor en gammel kirke, der var bygget i 1166.
Bag den kunne jeg se store bjerge, som indrammer den lille by på den smukkeste måde. Da jeg sad på caféen klokken 16.30 med en kold øl og frokost følte jeg næsten, at jeg befandt mig i Middelalderen.
Den næste dag startede med lidt støvregn, men alligevel vrimlede det med mennesker. Et stort krydstogtskib havde netop lagt til i byen. Det var et kæmpe skib og jeg var overrasket over, at sådan et stort skib kunne komme herind. Som du kan se på kortet, så er det en meget speciel kystlinje, hvor skibe skal igennem nogle ret smalle farvande for at komme ind til byen.
Mens jeg var på en ”Free Walking Tour” i den gamle Kotor, slog det mig, hvor meget det føles som Game of Thrones. Jeg ventede næsten, at der ville dukke en drage op omkring et gadehjørne.
MØD PHILLIP
Efter turen og lidt frokost, tog jeg tilbage på vandrehjemmet for at snakke med ejeren, Philip. Han fortalte mig, at turisterne fra krydstogtskibene betyder meget for byen. Det største skib, der har været her var 330 meter langt. Da jeg nævnte, hvor meget jeg føler, jeg er i Game of Thrones, sagde han:
”Det er faktisk interessant, at ingen helt præcis ved, hvor gammel byen er, men vi mener, den er mere end 1500 år gammel… hvilket betyder, at den er bygget i det femte århundrede”.
Han tilføjer, at den gamle katedral, jeg besøgte dagen før, faktisk er ældre end den nu brændte Notre Dame i Paris. Philip har en stor viden om sit land, der har masser af historie og på samme tid er et meget ungt land. De fik deres uafhængighed i 2006. Vi snakkede videre om alle de fantastiske ting, Montenegro har at byde på, og Philip opfordrede mig til at tilbringe mindst en uge og se hele landet.
Jeg opfordrer dig til at besøge Philip og hans vandrehjem Montenegro Hostel B&B uanset om du er ung eller gammel. Du kan booke det gennem Hotels25.dk. Husk at hilse fra mig.
I den næste episode tager jeg dig med til Bosnien Hercegovina, så husk at komme tilbage og hør mere om min næste destination.
Jeg hedder Palle Bo, og jeg skal videre.
JEG VIL GERNE HØRE FRA DIG
Hvor er du og hvad laver du lige nu, mens du lytter til denne episode. Du kan enten sende mig en email på lytter@radiovagabond.dk eller udfylde formularen på Radiovagabond.dk. Eller sende en stemmebesked ved at klikke på banneret herunder.
Uanset hvad du gør, vil jeg meget gerne høre fra dig. Det er altid sjovt at høre, hvem der sidder ude på den anden side af højttaleren.
SPONSOR
Som altid tak til min sponsor, Hotels25.dk. Det er et sted, du altid kan finde de bedste priser på overnatning rundt omkring i verden.