Tid til at forlade cape town
Hej, halløjsa, howzit… Radiovagabond er tilbage og jeg har meget at dele med dig i de kommende uger. Da jeg sidst forlod dig her i Radiovagabond-rejsen var jeg i Cape Town, og var lige ved at skulle starte en 20-dages biltur på Garden Route og herefter hele vejen til Johannesburg.
Her er en video, jeg optog dagen inden min roadtrip.
Jeg optog denne episode sidste gang, jeg var i Sydafrika, og mens jeg nu redigerer den, er jeg tilbage i Cape Town, som stadig er en af mine yndlingsbyer.
Her er vi fortsat i lockdown på grund af Covid-19 og fik omsider tid til at redigere flere episoder.
Som den vagabond jeg er, savner jeg at rejse, og når jeg lytter til optagelserne, er det næsten som om jeg bevæger mig igen på den åbne landevej. Og det er noget, der hjælper en lille smule på min rejselyst og nye oplevelser.
Jeg håber, at de næste par episoder vil hjælpe med at gøre det samme for dig … indtil vi alle sammen kan rejse igen.
Så lad os begynde. Min roadtrip begynder på Kloof Nek Road ved foden af Table Mountain fra det skønne sted, jeg havde boet de sidste to måneder.
Det er en smuk solrig morgen, og jeg har den lokale radiostation KFM til at spille i baggrunden, mens jeg vinker farvel til Cape Town.
MINE FØRSTE DESTINATION: CAPE AGULHAS, DET SYDLIGSTE PUNKT AF AFRIKA.
Det første jeg kommer til, er The Cape Whale Coast på den første del af den berømte Garden Route i Western Cape. Det er tæt på Hermanus, som er en anden berømt Sydafrikansk destination. Byen har mange hotspots, restauranter og hoteller med Whales Coast i deres navn, og ligger lige efter False Bay. Den ’falske bugt’ fik sit navn for mindst tre hundrede år siden af nogle sømænd, der forvekslede den med Table Bay, lidt længere nordpå.
FRA CAPE WHALE COAST TIL GREYTON
Der var ikke nogen hvaler at se i The Cape Whale Coast, mens jeg var der, men fra juni til november er der masser af hvaler, der kommer til Western Cape’s sydlige kystlinje. Det skulle være noget af et syn, så jeg håber at komme forbi – når reglerne åbner for at bevæge sig her i 2020.
Efter Hermanus drejede jeg til venstre og kørte nordpå gennem et meget landligt område, fuld af majsmarker med majsafgrøder og marker med får.
Jeg var på vej op til en lille by i bjergene, der hedder Greyton, og det viste sig at være en virkelig smuk køretur. I det hele taget var mine første 400 km – med en John Grisham lydbog i ørerne – en dag med fantastisk udsigt.
Greyton viste sig at være en charmerende lille landsby indhyllet i bjerge på alle sider. En skøn by med mange små butikker og caféer, som jeg sagtens kunne se mig selv komme tilbage til og tilbringe flere dage. På vej derfra kører jeg ud ad en grusvej med heste og æsler som frit og ubekymret går en tur langs siden af vejen. Jeg går ud fra, at det er meget almindeligt her i i Greyton.
Grusvejen fortsætter i yderligere 20-30 km og der er langt ude på landet. Der er intet at se i miles omkreds. Ikke en person og ganske få huse at se. Men jeg er jo et moderne menneske, så jeg stoler på Google Maps som navigation – indtil den forsøgte at få mig ned ad en vej, der var blokeret. Jeg var faret vild i Sydafrika og fortsatte videre ad andre grusveje i lang tid. Til sidst blev jeg dog omdirigeret og fik igen asfalt under hjulene. Jeg var på vej til Cape Agulhas.
ANKOMMER TIL CAPE AGULHAS
Forestil dig en brølende strandpromenade med en af verdens mest ikoniske fyrtårn som baggrund, og foran dig to verdenshave, der mødes. Dette er hvad der møder mig, da jeg endelig ankommer til det sydligste punkt af Afrika. Det er simpelthen spektakulært.
Efter jeg havde tjekket ind på mit vandrehjem og skulle til at gå en tur ned for at stå på spidsen af Afrika, sagde værtinden på vandrerhjemmet, at det nok var en god idé at skifte t-shirt. Først der opdagede jeg, at jeg havde min Cape Point t-shirt på.
Det ville være lidt af en fejl for Cape Point påstod i lang tid at DE var den sydligste punkt af Afrika. Hvilket viste sig ikke at ”holde i retten”.
CAPE POINT VS CAPE AGULHAS
Den næste dag går turen videre til Oudtshoorn, verdens strudshovedstad. Men inden da får jeg en snak med Stephanie. lederen af Cape Aghulas Backpackers om denne strid med Cape Point.
Stephanie har været her på stedet i næsten 11 år, og jeg forklarede, hvordan hendes kollega havde givet mig det gode råd om ikke at bære min Cape Point t-shirt. Stephanie griner bare og fortæller mig om rivaliseringen mellem disse to episke sydafrikanske vartegn;
”For lang tid siden var det en stor debat”, fortæller hun. “De to steder kunne ikke blive enige om, hvor det sydligste punkt var. Så ja, der var en stor rivalitet tilbage i dagen… før satellitfotos”.
”De reklamerer for sig selv som det sted, hvor de to oceaner mødes og det sydligste punkt, men vi korrigerede dem. Ikke alene er Agulhas sydligst, men er faktisk også stedet, hvor de to oceaner mødes. Man kan ligefrem føle forskellen i vandtemperaturen. Der er hele 10 graders forskel mellem Struisbaai og Agulhas”.
Da jeg har sagt tillykke med sejren fortæller Stephanie, at der er andre gode grunde til at besøge Agulhas: de har den længste hvide sandstrand på den sydlige halvkugle og i havnen kan man opleve en overflod af enorme stingrays (marlin/pilrokker). Disse kæmperokker har været i havnen så længe Stephanie kunne huske.
MIN VEJ TIL OUDTSHOORN
Da jeg tog afsted mod Oudtshoorn, forventede jeg igen at se smukt landskab, men det er næsten umuligt at beskrive hvad jeg så. De første 100 km på dag 2 var faktisk lidt kedelige, men så skal jeg da ellers lige love for at jeg fik noget at se.
Jeg befandt mig pludselig omgivet af de mest utrolige bjerge. Længere nede løb en flod gennem dalen, og hvis jeg kiggede op, var der bjerge beliggende endnu højere oppe, end hvor jeg var.
Jeg har markeret stedet på kortet lidt længere oppe, så du kan finde det, hvis du er på disse kanter. Det er køreturen værd.
25-30 kilometer efter dette sted befinder du dig igen langt ude på landet – ikke et hus eller butik i syne. Så jeg bliver overrasket da jeg pludselig er et skilt ude på en mark, hvor der står ”Ronnies Sex Shop, 1 km”.
Herefter kom jeg til et hus, hvor der med rødt på en hvid væg var malet ”Ronnies Shop”. Og ved siden af ”Ronnies”, var ordet ”SEX” også malet i rødt, men i en anden skrifttype. Jeg blev simpelthen nødt til at stoppe, og så en masse mennesker. Mange biler og en bus var ved at stoppe på samme tid som mig. Jeg så folk sidde på terrassen med mad fra det lille fastfood-sted, der bærer navnen ”Road Kill”. Ved siden af var der en bar, hvor de solgte drikkevarer.
Inde i baren kunne jeg se visitkort, på hver en millimeter af væggen. Alt var fyldt. Folk har skrevet deres navne på de hvide vægge ved badeværelset, selv på loftet. Herefter kom jeg ind i et tredje rum, hvor t-shirts, kasketter og badges blev solgt. Her fandt jeg Ronnie selv.
Ronnie er en ældre herre med talje-lange gråt hår og et gråt skæg, der er næsten lige så langt. Ronnie sidder med en dåseøl, selvom klokken kun var omkring 11. Naturligvis måtte jeg spørge ham, hvorfor der var så mange mennesker helt herude midt på landet?
“SEX SELLS, MY BOY” RONNIE FORKLARERER
Da jeg spørger, hvor de prostituerede og sexlegetøjet er, begynder Ronnie at forklare, hvordan hans ‘sexshop’ blev til.
”I 1989 malede jeg Ronnies Shop på væggen. Jeg ville åbne en landmandsbutik, men der var ingen kunder. Måske én kunde om dagen, og det var min nabo, så det var ikke en god forretning. Men cirka to år senere besluttede nogle af mine venner at tilføje ”Sex” på væggen. Det var en joke, og jeg var rasende. Jeg vidste intet om det. Jeg var på stranden, og da jeg kom tilbage, havde jeg pludselig en sexshop”.
Jeg kan ikke lade være med at fnise, da Ronnie fortsætter med at forklare, hvordan en fjollet joke af nogle venner i 1991 resulterede i den blomstrende forretning, han har i dag.
”Jeg lod ordet sex blive stående på væggen i cirka syv år, og i den tid var der flere og flere, der stoppede og talte om det, så for sjov besluttede vi at åbne en lille bar”, forklarer Ronnie. Før det var bare et faldefærdigt lille hus med ordene Ronnies Sex Shop malet på væggen. ”Vi åbnede baren for sjov, og vi var fulde i flere måneder, og folk kom langvejs fra for at besøge os. Herefter voksede det bare mere og mere”.
Tyve år senere har Ronnie har en fantastisk forretning, der sælger t-shirts og kasketter, en bar og nu også et køkken, der sælger milkshakes og burgere.
Da jeg spørger Ronnie, om han så bare sidder her i baglokalet og tæller pengene, reagerer han hårdt; ”Nej, jeg tæller ikke pengene, jeg drikker øl som en god sydafrikansk dreng bør – og sludrer med de mange mennesker, at folk kommer forbi”.
Han indrømmer, at han ikke længere er sur på sine venner, men har heller ikke til hensigt at give dem en del af overskuddet.
Solnedgang i horisonten
Efter omkring 300 km nordøst for Cape Agulhas ankommer jeg til Oudtshoorn, en by med en befolkning på ca. 60.000 mennesker.
Efter jeg ankommer aftenen, sidder jeg på et stort anneks og kigger hen over en smuk græsplæne, og planlægger min rute til den næste dag til Knysna. Efter signende endnu en malerisk landsby på Sydafrikas østkyst.
Hold dine øjne og ører åbne efter det næste kapitel i Radiovagabond, hvor jeg tager dig med mod Knysna – og starter med et besøge på en strudse safari farm her i Oudtshoorn.
Indtil da husk nu på, hvad Ronnie sagde: sex sælger!
