Velkommen tilbage til Radiovagabond og Cape Town. I denne episode skal vi ud at køre – og sludre med Uber chauffører. Og så skal vi besøge District Six Museum.
UBER CHAUFFØRERNE I CAPE TOWN
En ting, jeg har fundet ud af, er, at nogle af de bedste mennesker til at tale om, hvordan det er i en by, er Uber-chauffører. Og i denne episode vil vi gøre netop det.
Mange af Uber-chaufførerne her i Cape Town er fra andre lande. Tre af de fire, jeg taler med her, er fra andre lande: Congo, Malawi og først Philip fra Rwanda. Han har boet her i byen i otte år.
Mange tror at Cape Town er en meget kriminel by, men Philip nævner faktisk som det første, at noget af det bedste ved at bo her er at der ikke er så meget kriminalitet.
“Så længe man er i byen og ikke ude i en township midt om natten, er det ret sikkert”, siger han. Han nævner også at politiet er meget venlige og meget villige til at hjælpe dig, hvis du har brug for det.
“Og så er det en meget smuk by med bjerge og havet”, nævner han.
Min næste chauffør kalder sig selv Han er enig med Philip i at det er en meget fredelig by, men hentyder mest til at den er fredelig i sammenlinet til det borgerkrigshærgede Congo, han kommer fra.
Han flygtede hertil, ikke kun på grund af sin og sin families sikkerhed, men også fordi krigen gjorde det svært at tjene til dagen og vejen.
Her i Cape Town er det nemmere, og han har siden fået to børn. Den ene fylder tre år i dag og den anden er bare en uge gammel.
Så mens hans kone holder børnefødselsdag derhjemme, ligger han og kører mig og andre rundt for at tjene penge.
HØJ HUSLEJE
Jeg spurgte også Philip fra Rwanda, om der er noget dårligt ved at bo her.
Han svarer, at det værste er husleje-priserne som er steget meget. En lille ét-værelses koster 5000 R om måneden (godt 2.000 kr.). For os virker det nok meget billigt, men set i lyset af, hvor lidt lavtlønnede mennesker tjener, er det meget, sige han.
FATTIGDOM OG KRIMINALITET I TOWNSHIPS
Min næste chauffør hedder Facel og er født og opvokset i Cape Town. For ham er det bedste ved at bo her i The Mother City menneskene.
“Borgerne i Cape Town er meget rolige og venlige”, siger han. “De er ikke så voldelige som f.eks. i Johannesburg. Folk er generelt meget venlige her – selvom der dog er en del kriminalitet i de lokale townships”.
Han begynder så at tale om det område, jeg skal besøge lidt senere.
“Vi havde engang et område, der hed District Six, hvor alle boede sammen side om side. Men fordi regeringen ville have skilt folk ad, begyndte de at flytte folk ud af byen. De blev placeret i forskellige steder i udkanten af Cape Town. Det gjorde, at der var meget fattigdom og arbejdsløshed – og det har medført at mange af de unge har tyet til kriminalitet”, fortæller Facel.
AUDI I EN POLO
Den sidste Uber, jeg kører med i denne episode, er en Volkswagen Polo, men det er en Audi bag rattet. Ja, det er hans rigtige navn, og Audi er fra Malawi.
Han kom hertil for ti år siden, og selvom han nu kører Uber og tjener sine penge her, var det ikke derfor han kom hertil. Det kunne han også have gjort i Malawi, siger han, og tilføjer, at det var mere for at lære noget. For at udvikle sig.
Lige nu er han glad for at bo her, men hans hjerte er stadig i Malawi, og forventer at tage hjem igen på et tidspunkt.
DEN MØRKE HISTORIE OM DISTRICT SIX
District Six var et livligt kvarter i Cape Town, Sydafrika.
Allerede ved århundredeskiftet var det et livligt samfund. Næsten en tiendedel af byen Cape Towns befolkning boede i dette område.
Efter 2. verdenskrig, i den tidligere del af apartheid-tiden, var District Six et pulserende område med hvide, sorte, farvede bo sammen. Der var jøder, hinduer, muslimer. Portugisere, indere, kinesere … kort sagt alle farver, religioner og folkeslag. Ifølge en af de tidligere beboere talte jeg med, at det var en stor lykkelig familie.
De var det levende bevis på, at det kan lade sig gøre at leve i fred side om side. Og det var ikke noget apartheids-styret var specielt begejstret for.
I dag er der et museum, der fortæller områdets historie. Og her på District Six Museum fik jeg en rundvisning og vi stoppede ved et billede af denne livlige del af Cape Town. Eller rettere to billeder af den samme gade – før og efter.
På det ene billede ser vi en livlig gade med masser af smilende ansigter og på det andet en trist ødemark.
Den 11. februar 1966 erklærede regimet District Six for et område kun for hvide, og de begyndte at fjerne borgerne og jævne området med jorden.
De blev flyttet ud til Cape Flatlands som ligger mindst 20-30 kilometer uden for byen. På det tidspunkt var det midt i midten af ingen og et totalt uudviklet område.
Ikke nok med at de fik meget længere transporttid til og fra arbejde, så betød udflytningen også en ekstra omkostning for dem – uden at de fik mere i løn.
Dem, der ejede deres huse i District Six , fik et tilbud på deres hus. Et tilbud, der lå markant under markedsværdien. Og hvis de nægtede at sælge, ville styret bare tage ejendommen og give dem, hvad de synes, det var værd – hvilket var endnu mindre.
Næsten 70.000 indbyggere i District Six blev fjernet med magt i løbet af de næste 10 år.
Ikke nok med at folk blev flyttet. De rev også samfundene fra hinanden og placerede mennesker individuelt forskellige steder. Så alt, hvad der var baseret på sammenhold, blev også ødelagt. Skoler, sportsklubber, kirker. Alt, der var en del af District Six, blev ødelagt.
SPLITTEDE OGSÅ FAMILIER
Jeg hørte om en familie, hvor faren var farvet – altså en blanding, og moren var sort. De havde tre små børn, der også var sorte.
Så moren og børnene blev flyttet til den bydel, der hedder Langa og faren til et helt andet område. Og de fik ikke lov til at se hinanden. Hvis han ville se sin kone og små børn, måtte han gå til politiet og få en tilladelse, som kun gav ham lov til et par timer hver tredje måned.
En af mændene, der arbejder på District Six Museum, er en tidligere borger i området. Nu er han omkring 65 år og var bare en dreng, da han og hans familie blev fjernet. Han husker den dag i februar ’66 rigtig godt.
Hans far læste normalt hvert et bogstav i avisen, men den dag, da han så forsiden, smed han den væk med det samme. “Den ryger ud”, sagde han. “Jeg tager ingen steder. Over my dead body”.
Han fortæller mig, at en af hans venner havde en far, der hverken kunne forstå eller acceptere, hvad skete.
En af de følgende dage gik han uden at sige noget, og få dage senere fandt de ham hængende fra et træ. Og det var bare et af de mange selvmord i kølvandet på District Six.
I DAG ER DET STADIG EN ØDEMARK
I dag var det meste af det, der dengang var en livlig del af Cape Town med kunst, hjørnebutikker, markeder og mennesker i alle farver, en ødemark.
Nu, efterhånden som byen er vokset, er området en temmelig central i byen, men endnu er der ingen, der bygger på den. At sige, at området er blevet lidt af en varm kartoffel, er en underdrivelse.
BESØG DISTRICT SIX MUSEUM
I District Six-museet er der et stort kort på gulvet over området, som det så ud dengang. Du kan også se en masse af de gamle gadeskilte. De blev givet til museet af nogle af dem, der var med til at køre de bulldozere, der jævnede området med jorden.
District Six Museum er et must at besøge, når du skal til Cape Town.
I den næste episode hører vi også nogle hjerteskærende historier. Denne gang er det fra Florian, en tysker, der har startet og driver et børnehjem i et township-område.
