ANTIGUA & BARBUDA:
Ankommer til et caribisk paradis

24. juni 2019

 

I denne uge har jeg tre episoder til dig fra øen Antigua i landet Antigua and Barbuda. Et sandt caribisk paradis.

Jeg er blevet inviteret på en tur med omkring 40 andre “content creators”. Der er nogen af verdens bedste rejsebloggere, YouTubere, Instagrammere og så er vi to podcastere.

Vi flyver med Virgin Atlantic, direkte fra London Gatwick.

Antigua and Barbuda er en østat i Caribien, bestående af de to øer Antigua og Barbuda – og et par mindre øer imellem det caribiske hav og Atlanterhavet.

Befolkningstallet er omkring 80.000 og hovedstaden og den største havn og by er St. John’s på Antigua.

Øerne blev opdaget af Christoffer Columbus i 1493. De første europæere som bosatte sig på øen var spaniere og franskmænd, men da de manglede ferskvand forlod de snart øen. Antigua kom under britisk kontrol i 1632 og Barbuda i 1678. Der blev der blandt andet dyrket tobak og ingefær på øen – med slaver hentet fra Afrika. Efter 349 år som en britisk koloni, blev Antigua and Barbuda erklæret uafhængige i 1981. Landet er stadig en del af Commonwealth og Elizabeth den 2. er landets dronning.

 

JEG BOR I ANTIGUA PÅ ANTIGUA I ANTIGUA & BARBUDA

Vi bor på The Veranda Resort and Spa, et All-Inclusive Resort, omkring 30 minutter fra lufthavnen.

Oplevelsen starter så snart vi ankommer. Vi bliver budt velkommen med en tropisk drink. Så får vi nøglekort og hopper om bord på nogle små golfvogne, der kører os til hytterne.

Alle hytterne i The Verandah Resort har navne efter forskellige destinationer i Caribien, og helt tilfældigt har jeg fået tildelt den hytte, der hedder Antigua. Den er 65 m2  og i klassisk caribisk arkitektur og indretning. Der er et stort badeværelse med to håndvaske og i det store rum, der har loft til kip, er der to store senge, en sofa, en lænestol, et skrivebord og et minikøkken med kaffemaskine og køleskab.

EN UDSIGT UD OVER DET SÆDVANLIGE

Og så er der en kæmpe balkon med en fuldstændig vanvittig udsigt til bugten med azurblåt vand. Det var her jeg tilbragte det meste af min tid, når jeg var her – og også her jeg lavede de interviews, der allerede er udkommet i denne podcast.

Udsigten fra min balkon

Resortet er i et ret stort område med, jeg ved ikke, hvor mange hvide træhytter. De kalder dem “villaer” og “suiter”. I suiterne er der plads til fire personer og i villaerne seks.

Der er mange små bakkede veje i området. Det er en god måde at få noget motion, men kan også blot springe på en af de små golf-vogn-busser, der kører frem og tilbage. Eller blot løfte røret på telefonen i hytten og sige, at man gerne vil hentes.

 

ALL INCLUSIVE RESORT

Der er mange restauranter og strand grill-barer.

Når man bor her er næsten alt inkluderet. Morgenmad, frokost, aftensmad, snacks og drikkevarer. Og det gælder både vand, juice, mælk, sodavand, øl, vin, spiritus og cocktails.

Udover de to “Nomad Cruises” jeg tog i 2018, er dette første gang, jeg har boet et sted med “All-Inclusive” i min Radiovagabond-tilværelse – og det er stærkt vanedannende.

Aktiviteter så som fitness, minigolf, tennis, to skønne strande er også inkluderet. Det samme er aftenunderholdningen i den største bar ved den største pool, som er lige rundt om hjørnet fra hvor jeg bor.

Denne underholdning kan være steel bands, DJs, karaoke, lokale kunstnere, forskellige konkurrencer med gæsterne og meget andet.

 

EN DYR FEJLTAGELSE

Det er dog ikke det hele der er inkluderet – og det lærte jeg på den hårde måde.

Det var helt min egen fejl og bagefter grinede de andre og sagde, at jeg da kunne sige mig selv, at tøjvask ikke er inkluderet på et resort.

Jeg havde en håndfuld t-shirts, lidt undertøj og andet, der trængte til at blive vasket. Normalt ville jeg gøre det i håndvasken, men i stedet ringede jeg til receptionen og spurgte om de havde “laundry service”.

“Naturligvis”, sagde de. “Smid tøjet i den specielle pose, der er i skabet og stil den udenfor, så henter vi det og kommer tilbage med det i morgen”.

Et par timere senere, da de allerede var i gang med at vaske tøjet, ringede de til mig og sagde, at jeg havde glemt at udfylde skemaet.

“Øh, udfylde skemaet? Jeg var ikke klar over, at der var et skema, der skulle udfyldes”, sagde jeg.

“Bare rolig, vi har allerede gjort det for dig. Det ligger på skrivebordet i stuen”.

Og så så jeg det. Min lille pose med vasketøj kostede 550 kr.

Noget af en overraskelse, men igen: Jeg burde have vidst, at det ikke var gratis. Men alligevel… 550 kr.!

Så ugens rejsetip: Brug aldrig “Laundry Service” i et resort. Brug håndvasken. Når du har vasket det, så læg det fladt på et håndklæde. rul det stramt op og vrid det. Så er det tørt næste morgen. Det er super simpelt og noget, jeg gør hele tiden. Bare ikke her. Det der “All Inclusive” er stærkt vanedannende.

EKSTREM LUKSUS I “HAMMOCK COVE”

Verandah Resort and Spa er ejet og drevet af Elite Island Resorts. De har syv andre ressorts i landet og er i gang med at bygge den ottende. Det kommer til at hedde Hammock Cove og i denne episode besøger vi byggepladsen. Det bliver helt vildt luksuriøst og noget helt unikt på Antigua.

Dette er den første af tre episoder fra Antigua, og de udkommer alle tre denne uge.

 

DISCLAIMER:
Turen til Antigua er gjort muligt af Antigua and Barbuda Tourism og Elite Island Resorts, men alt hvad jeg siger her helt og holdent min egen mening.

 LINKS:
Visit Antigua and Barbuda
Verandah Resort and Spa
Radiovagabond er produceret af Radioguru.
Følg også RadioVagabond på FacebookTwitterInstagram og YouTube.