Velkommen til en ren dansk udgave af Radiovagabond Podcast. I denne episode møder jeg Ole. Nomaden, der omsider fandt sit hjem hvor han kunne falde til.
Han har inviteret mig med på en køretur udenfor Granada, hvor jeg bor.
Det hele blev startet af en dansker, der var i gang med at starte en fodboldskole her i Nicaragua for at hjælpe de fattige i landet.
Han hedder Ole, er oprindeligt fra Jylland og er tidligere sømand. Han har sejlet 8 år af sit liv, han har arbejdet som fængselsbetjent i nogle år og på Christiansborg – som frimærkeslikker. Faktisk var han selv tæt på at blive valgt ind på et tidspunkt, men blev “reddet på målstregen”, som han selv kalder det.
KUNNE IKKE FINDE RO
I Danmark flyttede han meget rundt i landet. Han har boet på Lolland, på Nørrebro, på Vesterbro, på Fyn og alle steder i Jylland. Han flyttede så meget, at mange af hans venner kaldte ham for “nomaden”. Han kunne ikke finde ro nogen steder.
“Jeg kunne aldrig finde den hylde, jeg skulle ligge på”, siger han og fortsætter: “Så så jeg på morgen-TV, at der var en der søgte nogle frivillige til en fodboldskole i Nicaragua”.
På dette tidspunkt vidste han ikke hvor Nicaragua ligger. Han fortæller, at han faktisk ikke engang vidste, at de talte spansk i landet. Men han tænkte “tre måneder væk fra landet ville jo være rart”. Det var 13 år siden, og han er her stadig.
Efter tre måneder rejste han til Danmark og afhentede alt, hvad han havde og rejste tilbage.
“Jeg tænkte, at det er her jeg skal bo. Jeg har aldrig været god til det med at lukke sig inde i sit hjem og så stå op den næste morgen bare for at gå på arbejde. Jeg tror, at jeg er for socialt anlagt til at leve på den måde”.
Noget af det, der gjorde, at han faldt til i landet var menneskerne her.
“Hvis ikke jeg er ude af mit hjem om morgenen, banker de på og spørger om jeg er syg”, siger Ole, mens vi sidder i bilen og det smukkeste bjerglandskab kører forbi udenfor.
Når jeg spørger ham, hvad det gode ved at bo her i Nicaragua er siger han straks, at det er befolkningen. Selvom det et fattigt folk, så er der en åbenhed og varme, og en ærlighed.
Det hele blev sat i gang af en dansker, der var i gang med at starte en fodboldskole.
DANSK RIGMAND SATTE DET HELE I GANG
Denne dansker var Peder Kolind. Født og opvokset i Aarhus og storebror til erhvervsmanden Lars Kolind. Peder gjorde det, som sin bror, ret godt erhvervsmæssigt.
Hans navn er nok ikke så kendt i Danmark, som sin brors, men i 1995 var han en af verdens største leverandører af sikkerhedssystemer til mindre virksomheder og private hjem. Inden for dette felt var størst i England, USA og en række andre lande med millioner af kunder og tusindvis af medarbejdere.
På toppen af karrieren besluttede han, at han havde tjent penge nok, og at han fremover ville bruge kræfterne på at gøre mest mulig nytte med sin energi og formue.
I en alder af 49 år valgte han at koncentrere indsatsen i Costa Rica og Nicaragua, hvor han etablerede Centro Carita Feliz; en uddannelsesinstitution for flere end 1200 børn og unge, der gratis undervises i mere end 20 fag, og som derudover får mad, lægehjælp og skolepenge.
Og så startede han det sports college, som Ole taler om, hvor 400 drenge og piger kunne træne mere end 15 sportsgrene i stedet for at rode sig ud i noget kriminalitet.
Peder Kolind var meget optaget af at finde en vej til at hjælpe familier ud af fattigdom. Og med økonomisk støtte fra andre danskere byggede han også et landsbysamfund uden for Granada, hvor beboerne ikke alene fik tag over hovedet, men også job, undervisning og et socialt fællesskab.
Som en anerkendelse af indsatsen blev han, i 2014 udnævnt til dansk generalkonsul i Nicaragua.
Jeg ville ønske, at jeg havde mødt Peder, mens jeg var i Nicaragua. Men det var desværre ikke en mulighed. Peder Kolind, døde i 2015, 70 år gammel.
Ole kørte rundt i byen i en højttalervogn og fortalte om projektet. Hans mål var at skaffe 100 elever på denne måde, men inden dagen var omme var der over 800 unge, der havde skrevet sig ind. Det blev en stor succes og de havde mange forskellige sportsgrene på skolen.
LIGNEDE MERE EN FORBRYDER
Den lå ellers ikke lige til højrebenet for Ole, at komme til at tale med en succesrig erhvervsmand som Peder Kolind. Som gammel sømand havde Ole mange tatoveringer og havde barberet sig skaldet. Han lignede mere en forbryder end en potentiel direktør. Men han blev introduceret til Peder gennem fælles venner i Aalborg, og det gjorde forskellen.
Efter et halvt år sagde Kolind til ham:
“Jeg vil fortælle dig en hemmelighed. Sådan en type som dig, ville jeg aldrig nogensinde so meget som tale med. Du har tatoveringer, du er skaldet og ligner den værste røver inde fra Vestre Fængsel. Men fordi nogle af dine venner, som også er mine venner, anbefalede dig, har jeg fundet ud af, at du faktisk er et okay menneske”.
Man skal måske ikke være så hurtig til at dømme folk på deres udseende.
Fodboldskolen eksisterer desværre ikke mere. Den lukkede, da Peder Kolind døde i 2015. Ingen af Peders sønner havde mulighed for at drive det videre. Mange af de fattige i byen kan stadig komme hver dag og spise aftensmad, da centret blev overdraget til en amerikansk organisation, der driver det videre.
Da vi besøgte stedet senere på dagen kunne jeg se, at Peders ånd stadig lever videre. Hans billede hænger på væggen.
“Han gjorde en masse uden at forvente at få noget igen”, fortæller Ole. “Jeg lærte meget af Peder Kolind. Han var en stor mand”.
OLES 3 ÅRIGE GUDSØN BLEV DRÆBT
Ole og hans nicaraguanske kone er gudforældre for flere børn her i Nicaragua. Det er noget, der er meget udbredt her og en måde, at dem der har lidt mere støtter dem, der har lidt mindre.
Men det at blive gudfar indebar mere, end Ole havde regnet med. Dette fik han at mærke på den barskeste måde, da hans treårige gudsøn blev forgiftet og dræbt, som en hævnaktion for et drab, hans far sidder i fængsel for.
Ole fortæller mig, at de har fem gudbørn. Og så retter han sig selv til “fire”. De havde en gudsøn på knap 4 år, hvis far sidder i fængsel for drab i forbindelse med et røveri. Pludselig blev den lille dreng forgiftet og ifølge Ole, så går konspirationen på, at det er forældrene til den, som drengens far havde dræbt, der havde forgiftet ham.
Tanken er, at her er det meget “øje-for-øje og tand-for-tand”, da retssystemet ikke er så velfungerende som det, vi kender i resten af verden.
De ringede fra hospitalet og da de kom dertil åndede den lille dreng ud, og moderen og drengens 6-årige storesøster var ude af sig selv.
På grund af varmen og den manglende mulighed for at komme på køl er det normalt sådan, at man bliver begravet indenfor 24 timer her i landet, men fordi de kunne lugte forgiftning skulle den lille dreng obduceres. Og da Ole var gudfar blev det hans opgave at køre drengen i en lille kiste i sin egen bil til politi og retsmediciner i Managua. Ole siger, at dette var meget svært.
“Det var sgu hårdt”, siger han. “Fem dage forinden havde jeg også kørt med ham i samme bil, men der havde vi spist is, været på tur rundt i byen og hygget os”.
Da han kom til Managua fik han at vide, at han skulle med ind til obduktionen som vide på at alt gik rigtigt til. Når faderen ikke er der, er det gudfaderen, der træder til.
“Det slog benene væk under mig”, fortæller en berørt Ole, men tilføjer, at det også gør, at man føler, man er en del af samfundet.
DATING I NICARAGUA
Ole faldt for kvinden Yokonda i forbindelse med sit arbejde på Peder Kolinds sports college. Men det er ikke nemt at bejle til en kvinde her, fortæller han.
Gentagende gange havde de aftalt, at drikke kaffe sammen efter arbejde, men gang på gang blev han brændt af. Da de endelig mødtes, fik han klar besked: “Vi kan godt være kærester, men det er kun noget med at holde i hånd. Ikke noget med at kysse og sex kan du godt glemme indtil, vi er blevet gift i en katolsk kirke”.
Det endte dog med at de blev et par, og da de så skulle flytte sammen ventede der Ole en stor overraskelse. Det var nemlig ikke kun Yokonda, der dukkede op, da hun skulle flytte ind.
Ole havde forventet, at hun havde en masse tøj og anden baggage med, men i stedet havde hun taget sin lillesøster med.
Yokonda forklarede Ole, at denne unge pige ikke kunne blive boende hjemme med sine 10 brødre og ingen forældre. Risikoen for at hun ville blive misbrugt var for stor. Dette er desværre alt for udpræget her i landet.
Ole havde hørt, at omkring hver tredje pige i landet var blevet misbrugt. Sådan et tal virker helt vanvittigt i mine ører.
ARBEJDSKRAFTEN ER FOR DYR I KINA
Vi kommer forbi et sted, hvor der er en kinesisk fabrik. Altså en fabrik, som kineserne har flyttet til Nicaragua, fordi arbejdskraften hjemme i Kina er meget højere end her. Dette er vist et godt eksempel på den nye verdensorden.
Men lønningerne er meget lave her i landet. Også call-centre. Oles egen datter arbejder på et call-center og får en månedsløn på 500 dollars ? det er omkring godt 2700 kr. Dette er faktisk en god løn her, men det er altså ikke noget, man får selv den billigste studentermedarbejder hjemme Danmark for.
STORE FORANDRINGER I NICARAGUA
Siden Ole kom til landet i 2004 er der sket rigtigt meget i landet. Selvom det stadig er et uland er f.eks. infrastrukturen blevet meget bedre, der er en stor 4-sporet motorvej mellem Managua og Granada. Ole peger også på at der er mange flere forretninger og restauranter.
Mens vi kører der på de små veje i bjergene, fortæller Ole om, hvordan det foregår, når man skal have kørekort her i landet.
Der er ikke rigtigt noget der hedder teoriprøve, og selve køreprøven er et kapitel for sig selv. Da Oles svoger, Roberto, skulle have kørekort for et par år siden var der 17 elever på holdet. Den motorsagkyndige kom og valgte en af eleverne ud, og den elev, han trak ud skulle aflægge køreprøve. Det var tilfældigvis Roberto og da han kom tilbage efter en kort køretur på 8-10 minutter fik han at vide, at han var bestået. Og så jublede alle 17 elever. For så var de alle sammen bestået. Havde Roberto dumpet var de alle dumpet.
I bilen lukker Ole handskerummet op og viser mig et specielt papir, han har. Når man som udlænding bor i Nicaragua, så kan man få noget, der hedder “Amigo de Policia Nacional”. Hans billede er der på, der er stempel og det er underskrevet af politi direktøren. Det betyder, at hvis han bliver stoppet af politiet, kan han vise det og de vil blot sige “undskyld, don Ole” og lade ham køre videre. Ole betaler 80 dollars i kvartalet at have sådan et kort, men det er pengene værd, fortæller Ole.
JEG HAR VÆRET PÅ VULKANER
Da vi kommer tilbage til Granada tager Ole med mig ud til en vulkan. En rigtig aktiv vulkan. Her står jeg på toppen og kigger ned en den orange lava mens solen er ved at gå ned. En helt fantastisk oplevelse.
NICARAGUA 2018
Tak til Ole for en fantastisk dag og en spændende snak om hvordan Nicaragua så ud på dette tidspunkt hvor jeg var i landet i august 2017. Som jeg sagde i starten af episode 111, så er der jo sket meget siden da. Urolighederne har hærget og det er gået ud over rigtigt meget i landet.
Turisterne holder sig stort set væk fra landet i øjeblikket. Der er bevæbnet vagt hver nat foran hotellet og mange restauranter, butikker og andre firmaer har det rigtig rigtig svært.
Jeg har forgæves forsøgt at få fat i Ole i forbindelse med redigering af denne episode, så jeg kunne fortælle dig om, hvordan det går. Jeg har hørt rygter, men vil gerne tale med Ole selv inden jeg siger noget. Og det er endnu ikke lykkedes.
Jeg håber, at jeg kan give dig en opdatering i den episode, der kommer på mandag.
